Af Sara Kira Wernberg-Tougaard
En kvinde vågner for sent. Løber ud og tager makeup på i et lille spejl. Fortsætter videre ud på gaden. Folk taler til hende på et sprog, hun ikke forstår. Hun er tydeligt forvirret og svarer dem på et sprog, de heller ikke forstår. I næste nu sætter hun sig bag på en mands motorcykel og kører afsted ud i ørkenen.
Starten på Kiyoshi Kurosawas nye film To the Ends of the Earth, gjorde mig bange for, at de havde glemt at slå underteksterne til. Det havde de heldigvis ikke, men følelsen genspejler, hvordan filmens hovedkarakter oplever Usbekistan. Mangel på kommunikation er et gennemgående problem for tv-rapporteren Yoko (Atsuko Maeda). Hun er i landet med et tv-hold for at fange en mytisk fisk, spise usbekisk mad, der ikke har været tid til at færdigtilberede og prøve udtjente forlystelser; hvad end hendes kollega Yoshioka (Shota Sometani) synes er godt tv. Hun smiler og griner igennem det hele, men når kameraet ikke ruller, virker hun fortabt.
Hun bliver betragtet, men hun bliver ikke forstået. Mænd kigger på hende gennem kameralinsen, igennem bilruden når hun skifter tøj og når hun går på gaden i små shorts. Ubalancen i magtforholdet mellem mænd og kvinder er tydelig. Det er nedslående, men også så absurd, at det er underholdende. Som når en fisker begrunder, at de ikke har fanget en sagnomspunden kæmpefisk, med at fisk ikke kan lide lugten af kvinder. Eller som når Yoko bliver tvunget til at køre med en forlystelse, til hun brækker sig. Manden der har forlystelsen siger: ”You shouldn’t force that child”. Hendes kollega siger, at hun ikke er et barn, at det er hendes eget valg. Der er sandhed i begge udsagn.
Også Kiyoshi Kurosawas kamera forundrer sig og følger hende tæt. De dvælende close-ups virker kærlige, men til tider får de også et voyeuristisk præg. Kameraet elsker Atsuko Maeda, der er tidligere frontmedlem af den japanske pigepopgruppe AKB48. Det er svært ikke at lade sig opsluge af hendes undrende øjne. Hun er i fokus, lige meget hvad der sker rundt om hende. Når hun lytter til en operasanger, bliver kameraet på hendes ansigt. Når hun skriver med sin kæreste, hører vi kun hendes svar.
Yoko og Atsuko Maeda minder om hinanden på flere punkter. Yokos kæreste hedder Ryo, ligesom Atsuko Maedas mand. Yoko fortæller også, at hun føler, at hun med sin tv-karriere bevæger sig væk fra det, hun virkelig vil: at synge. Sammenligningen mellem popidolet Atsuko Maeda, der op igennem sine teenageår ikke måtte have en kæreste, mens hun optrådte foran et næsten udelukkende mandligt publikum og Yoko, der ulykkelig løber rundt i gaderne i Samarkand på flugt fra mændenes blikke, ligger lige for. Alligevel synes filmens kerne nærmere at være manglen på kommunikation.
Da politiet henvender sig til Yoko, fordi hun filmer på et ulovligt sted, løber hun fra dem. Hun efterlader sit kamera og gemmer sig under en bro. Politiet fanger hende. Yokos kollega kommer til politistationen og oversætter politiets spørgsmål. Mest af alt er de forvirrede. Hvorfor løb hun? Synes hun virkelig, at de er så skræmmende? Måske ville de virke mindre intimiderende, hvis hun lærte dem og deres kultur at kende. De returnerer hendes kamera og viser hende omsorg, da der kommer skræmmende nyheder fra Tokyo. Da hun endelig er alene på hotelværelset, og taler med dem hjemme i Japan siger hun, at folk i Usbekistan er søde.
Kiyoshi Kurosawa formår endnu en gang at skabe en film, der er fascinerende i sin ubegribelighed. To the Ends of the Earth er en eftertænksom film, der overvælder med sine slående betragtninger og smukke billeder. Men mere end noget andet er Atsuko Maeda fortryllende på skærmen.
Kommentarer